I gennem flere år har der været fokus på, at faldefærdige rønner i landsbyerne kan være med til at trække en hel by ned. Det er vigtigt, at vi får skabt attraktive vilkår i danske landsbyer. Derfor skal de faldefærdige rønner væk. Første skridt var en lovændring, som gav kommunerne mulighed for at kondemnere(erklærer boliger uegnet til beboelse), samt stille krav til ejerne. Det har styrket kommunernes muligheder for at gøre noget ved de faldefærdige huse. Med kommuneaftalen for 2010 sættes der 150 mio. kr. af til en pulje, som udvalgte kommuner kan søge til at yde tilskud til nedrivning af faldefærdige rønner. I Nordjylland er alle kommuner med undtagelse af Frederikshavn og Aalborg med. Jeg har i gennem flere år arbejdet hårdt for, at regeringen tog et initiativ til at få fjernet disse forladte boliger, som skæmmer bybilleder og kan trække et ellers velfungerende landsbymiljø ned.
En dag, jeg kørte rundt i Nordjylland hørte jeg i P4 historien om en virksomhed fra Sæby, som havde udviklet en miljørigtig bærepose. Desværre blev posen afgiftsbelagt, som var det en plasticpose. Det syntes jeg ikke var rimeligt, og jeg gik ind i sagen. Efter flere måneders drøftelser med skatteministeren lykkedes det at få virksomhedens miljørigtige bæreposer klassificeret som en papirpose, og dermed belagt med en lavere afgift.
Danmark har en stærk position indenfor vindmølleteknologi. Det er vigtigt, at denne position fastholdes og udbygges. Jeg har fulgt processen tæt omkring udpegning af et nationalt testcenter for vindmøller i Danmark. Jeg har været i tæt dialog med miljøminister Troels Lund Poulsen om sagen, og jeg er glad for, at valget faldt på Østerild. Der tales ofte om statslige arbejdspladser i Thy og på Mors. Nu har vi et håndgribeligt eksempel på, at staten skaber arbejdspladser lokalt.
Længe har der været tale om en særlig markering af de danske soldaters store indsats. I min grundlovstale i 2008 opfordrede jeg til, at vi i Danmark fik en "Veteranernes Dag", som man har det i England og USA. Det var medvirkende til, at vi fik den nationale flagdag den 5. september for de danske soldater, som yder en fantastik indsats for Danmark rundt omkring i verdens brændpunkter.
Jeg har gennem længere tid arbejdet for, at kommunernes budgetudkast skulle offentliggøres. Hidtil har det været sådan, at kommunerne alene har været forpligtet til at offentliggøre deres vedtagne budgetter. Kun ca. halvdelen af landets kommuner, har offentliggjort deres budgetudkast. Det har betydet, at borgerne ikke har haft fuld indsigt i kommunens økonomi. Hvis budgettet i 2009 var på 2 mia. kr., og budgetudkastet(som er et ønskebudget sammensat af alle udgiftskrævende ønsker fra alle udvalg) lød på 2,3 mia. kr., og det endelig budget endte på 2,1 mia. kr., ja så var overskriften i de lokale medier: 200 mio. kr. i besparelser. Men virkeligheden er, at kommunens budget er øget med 100 mio. kr., og så er der jo næppe tale om nedskæringer. Jeg orker heller ikke, at skulle lægge ører til diverse fagforeningernes spørgeskemaundersøgelser om kommunernes budgetter. Jeg vil have fakta frem. Og det får vi nu. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at der findes kommuner, hvor første årstal i budgetmaterialet er næste års budget. Ikke noget med regnskabstal for foregående år eller indeværende budgetår. Nu skal borgerne ? og for den sags skyld byrådspolitikerne ? have ordentlige arbejdsvilkår. Det giver langt mere gennemsigtighed. Det er frugten af mange års hårdt arbejde.
Fra 1.1. 2010 vil særlige børnesæder ikke skulle betale registreringsafgift i taxaer. Igennem længere tid har jeg arbejdet for, at et særligt sikkerhedssæde, som er integreret i sædet, kan friholdes for registreringsafgift. Det er Thisted virksomheden Dahl Engineering, som har udviklet sædet. Jeg bistod først i at få Færdselsstyrelsen til at godkende sædet, og dernæst rejste jeg de afgiftsmæssige problemer over for skatteministeren. Arbejdet er nu lykkes. Fremover vil der således være fuld afgiftsfritagelse for hybridsæderne. Det har været en fornøjelse at arbejde med en sag fra mit lokalområde, og så kunne sikre, at lovgivningen tager højde for en lokal virksomheds produkt, der samtidig styrker færdselssikkerheden i Danmark.
I forbindelse med politi- og retskredsreformen, hvor Danmark inddeles i 12 politikredse og 22 retskredse kæmpede jeg for, at der fortsat skal være domstolsbetjening i Nordvestjylland. Det lykkedes at få et afdelingskontor til Retten i Thisted, og der er også mulighed for domstolsbehandling andre steder end i Thisted og Holstebro.
Jeg har løbende været i tæt kontakt med Venstres miljøordfører og gentagne gange lagt pres på, at Danmarks første nationalpark skulle placeret i Thy. Et fremragende lokalt arbejde gav mig de bedste argumenter på hånden og derfor lykkedes det også at få udpeget Danmarks første Nationalpark i Thy.
For at give bedre vilkår for bosættelse i udkantskommuner har regeringen indført et forhøjet pendlerfradrag for borgere i udkantskommuner. Morsø Kommune er med på listen i det lovforslag, som jeg var ordfører for Venstre på.
Det er afgørende, at der er ordentlige rammevilkår i hele Danmark. Derfor har det været en mærkesag for mig, at vi sikre øget bredbåndsdækning i Danmark. Jeg talte for at bruge frekvenser til trådløst internet igennem en længe periode, og i forsommeren 2007 blev der givet en tilladelse til trådløs internet, som giver internetdækning til yderligere 38.000 husstande i Danmark. Vi nærmer os derfor kraftig 100 pct. bredbåndsdækning i Danmark.
Jeg har kæmpet for, at Hanstholm Havn kommer med i den forsøgsordning, der begynder i 2008 med modulvogntog. Hanstholm Havn var ikke med i det oprindelig udspil, men det er det kommet. Jeg har i den proces lagt pres på Venstres trafikordfører, som har været meget lydhør for mit ønske, og Hanstholm Havn er nu med i forsøgsordningen.
Videnspredning er afgørende for dansk økonomi og for virksomheder i Nordvestjylland i særdeleshed. Derfor har jeg kæmpet for, at ordningen har fået tilført øgede ressourcer, så endnu flere virksomheder har kunnet ansætte deres første højtuddannet medarbejder
Indenrigsflyvning har tidligere været pålagt en passagerafgift på 75 kr. Den er blevet afskaffet og dermed gjort det billigere at flyve indenrigs i Danmark. Det har stor betydning, at erhvervslivet i Jylland hurtigt og billigt kan komme til København
I forbindelse med omlægningen af jobformidlingen i Danmark skulle der udpeges en række pilotjobcentre, hvor kommunerne fik det fulde ansvar for beskæftigelsesindsatsen. Jeg har anbefalet, at Thisted Kommune kom med i forsøgsordningen og det blev også tilfældet.
Der er gennemført en udligningsreform, der sikre 78 mio. kr. ekstra til Thisted Kommune og borgerne i Thy. På Mors får kommune og borgerne i alt 48 mio. kr. Udligningsreformen er dynamisk, så hvis der sker større vækst i Øst-Danmark, så øges udligningen. Samtidig var det afgørende for mig, at boligpriserne ikke blev en del af udligningsgrundlaget, som en række politikere fra Øst-Danmark kæmpede for.
Der er indført en ny regulering af dansk fiskeri. I den forbindelse var jeg med til at lægge pres på, at Danmark skulle sikre fuld hjemtagelse af EU-midler. Det betyder, at dansk fiskeri tilføres i alt 520 mio. kr. i 2007 og 2008.
Jeg blev kontaktet af en borger, som var kommet i klemme med efterlønsreglerne. En person, der arbejder fuldtid, men som tidligere har arbejdet deltid og ikke kan nå at optjene ret til fuldtidsefterløn, skulle betale fuld efterlønskontingent. Det virkede på ingen måde rimeligt, at man skulle betale fuld efterlønskontingent, når man kun havde ret til deltidsefterløn. Jeg kontaktede beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, og i forbindelse med velfærdsreformen blev reglerne ændret, så man nu kun skal betale efterlønskontingent i forhold til, om man går på fuldtidsefterløn eller deltidsefterløn.
Jeg blev kontaktet af en selvstændig erhvervsdrivende, der havde fået brev fra Licenskontoret om, at han skulle betale medielicens for sin virksomhed, selvom han betale licens som privatperson samtidig. Jeg gik ind i sagen, og ved at grave i licensreglerne blev det klart, at Licenskontorets beskrivelse af reglerne var meget uklar. Jeg har derfor bedt kulturministeren om at præcisere reglerne, så enkeltmandsvirksomheder ikke uretmæssigt bliver opkrævet den samme licens to gange.
Som teleordfører har jeg konstant været optaget af at sikre bedre konkurrence på telemarkedet. Der er de sidste 2½ år vedtaget en række ændringer, som giver bedre konkurrence på det danske telemarked med lavere priser på telefoni, mobiltelefoni og særligt bredbåndsforbindelser er faldet markant i pris.
I forbindelse med indførelsen af digitalt TV i Danmark er det vigtigt, at der også sikres en forskningsplatform for ny teknologi. Derfor vil der være afsat kapacitet til at sikre forskning i fremtidens teknologier det første år med digitalt TV. Det var min model, som blev resultatet af forhandlingerne.
I forbindelse med, at staten skulle overtage ansvaret for det overordnede vejnet kæmpede jeg for, at staten også skulle have ansvaret for rute 29 mellem Ræhr og Østerild, som ellers var i farezonen for at blive glemt.